New Zealand - onsdag den 16. januar 2013
Fra Coromandel til Rotorua (med vandretur i Karangahake kløften)
Efter en nogenlunde nat med kun lidt trafik men en del blæst og lidt regn, vågnede vi op til en dag med mere blå himmel, end vi havde set de foregående dage. Det blæste stadig og vi foretrak at spise morgenmaden i vognen. Der var masser af ost fra dagen før og et glas juice, til at skylle ned med.
Så var vi klar til afgang og første stop blev et kort besøg i byen Whangamata, for at komme på toilet og få handlet ind til frokost. Så gik turen videre på de snoede veje mod Waihi, der ligger inde midt i landet på den sydlige del af Coromandel halvøen.
Marie havde planlagt en vandretur i Karangahaka kløften og bedst som hun bad os om at spejde efter kløften, kørte vi midt i den. Kort tid efter kom vi til en lille P-plads, hvor der ikke så ud til at være mange ledige pladser. Men vi fandt en og fik kantet autocamperen ind. Den fylder jo lidt meget på almindelige P-pladser.
Så skulle støvlerne luftes og vi valgte en tur gennem en nedlagt minetunnel. Selve tunnelen er ca. 1 km. lang og det var lidt mærkeligt at gå igennem sådan en tunnel uden ret meget lys. Det var simpelthen bælgmørk og jeg kunne kun lige skimte de svage loftslamper ned gennem tunnelen og lyset for enden. Tunnelen var helt lige.
Marie ledte mig pænt på vej og et stykke vej inde kom jeg i tanke om, at jeg havde et forstørrelsesglas med lys i i rygsækken. Frem med det og SÅ kunne jeg nogenlunde følge med i turen.
For enden af tunellen drejede vi til højre og fulgte nu hovedvejen ind gennem kløften. Vi gik på den ene side af en flod og vejen gik på den anden side. Det var en flot tur og i en passende længde. 3-4 km.
Tilbage i autocamperen og vi fortsatte turen mod Rotorua, der viste sig at være en stor by. Omkring byen lå hele 3 Top-10 campingpladser og Marie havde sat fingeren på Blue Lake pladsen ca. 10 km. udenfor Rotorua. En blå sø fik vi nu ikke at se, for vejret var gråt og blæsende, så søen fremstod grå og træerne omkring søen var nærmest helt sorte. Lidt dystert til en sommerferie.
Vi fik en plads helt tæt på søen men træer og telte spærrede så meget, så vi lige knap kunne se søen. Men det gjorde som sagt ikke så meget… H.C. og jeg indtog en af de fastmonterede grills på pladsen.
Det var næsten bare en stor plade af rustfrit stål, som blev varmet op, så en decideret grill var det ikke. Vi fik lavet majs og en omgang af slagterens hjemmelavede oksepølser.
Det var næsten efterårsvejr, da vi spiste pølserne (med ægte Colemans sennep). Efterhånden som aftenen skred frem, blev der fundet mere og mere tøj frem. Til sidst sad jeg med et stort tæppe. Det var der ikke meget sommer over.
Natpisserne holdt stormøde denne nat, som blev en lidt kold affære for mit vedkommende.
